Et flosset selvværd er en problematik, som de fleste genkender. Heldigvis kan du overskrive et lavt selvværd og opbygge et styrket selvværd. Tjek. For du har brug for at have tiltro til dig selv.
Selvværd handler om dig og dit forhold til dig selv. Hvordan opfatter du dig som menneske? Føler du dig værd at elske? Har du en berettigelse, uanset hvad du gør? Selvværd adskiller sig fra selvtillid, som tager udgangspunkt i dine evner og det, du kan. Det vil sige, at dit selvværd bygger ikke på eksempelvis din alder, dit udseende, dit job, din økonomi, din uddannelse eller andres meninger om dig. Men. Hvis du dybt inde i dig selv, tvivler på dit eget værd, vil du ofte kompensere i noget ydre og eksempelvis gå meget op, hvad andre mener om dit udseende eller din tøj- eller boligsmag eller noget helt andet.
Din tvivl omkring dig selv kan bunde i mange forskellige ting, som du ikke selv har haft indflydelse på, men som du måske skammer dig over. For eksempel din barndom og de vilkår du er vokset op under eller mobning, der måske har givet dig en overbevisning om, at du ikke fortjener noget godt. Din kompensering i de ydre kan medføre, at du bliver afhængig af, at andre godkender eller validerer dig – og det kan medføre, at du frygter at fejle og bliver ekskluderet.
”Dit selvværd har kun rod i dig og din tiltro til dig selv”
5 tegn på et lavt selvværd
- Du skjuler dig bag en facade og kommer nemt til at sammenligne dig med andre
- Du mærker hurtigt en utilstrækkelighed rent socialt og har svært ved at tage imod komplimenter
- Du har negative tanker om dig selv og kæmper tit med en kritisk indre dialog
- Du har svært ved at nyde dit eget selskab og undertrykker ofte dine egne behov
- Du accepteret hurtigt et nederlag og opgiver kampen
At løfte din selvværd er en forandringsproces
Når du arbejder med dit lave selvværd, skal du indstille dig, at din opgave med at forandre ikke er lineær proces. Når du vil skabe forandringer i dit liv, kan det ind imellem virke som en lidt kaotisk affære, fordi de dybe forandringer er komplekse. Men det kan godt lade sig gøre. Enten ved egen hjælp eller sammen med en professionel.
I din forandringsproces skal du igennem nogle faser med det formål at få det bedre med dig selv. Ofte kan et lavt selvværd føre til, at du eksempelvis ikke får sat de grænser, du har brug for. Du får ikke italesat, hvor dine grænser går henne, og hvornår de bliver overskredet. På den måde får du ikke stået op for dig selv.
Sådan kommer du fra A til C
- Kast et blik på din historie
Hvilke mønstre har du, og hvordan har du fået dem ind under huden? Det kan være, at du spørger dig selv: Hvorfor har jeg lavt selvværd? Hvorfor gør jeg det her mod mig selv? Og svaret finder du i din historie, for dine mønstre (eller dine strategier) er altid opstået af en grund. Du har simpelthen udviklet dem af en årsag. Du har haft brug for dem for at kunne være i relationen med mor eller far eller for at kunne overleve i det miljø, du er vokset op i. Mange føler lettelse, når de får øje på, at mønstrene har tjent et formål. Samtidig er det heller ikke ualmindeligt, at der følger en sorg med. Så lige her kan du have det lidt blandet – lettelse over din nye selvindsigt og sorg over, at en given strategi var nødvendig at udvikle. - Få øje på dine mønstre i situationen
I denne fase får du typisk et skarpere blik på dine mønstre. Ofte vil du nu kunne opdage dit mønster, din strategi i selve situationen og måske også kunne se, hvad det er, du skal lave om på. Du begynder at få øje på flere og flere situationer, hvor dine mønstre udspiller sig, men du kan typisk ikke lave om på det med det samme. Dette kan stå på i noget tid, hvor du iagttager dig selv og dine strategier. Det kan både gøre dig glad og frustreret. Efter en periode vil du kunne handle på en situation og eksempelvis gå tilbage til et menneske, der har overskredet dine grænser. Det skaber styrke hos dig, når du vender tilbage og udtrykker, at noget ikke er okay. På den måde er du i gang med at handle anderledes, selv om det ikke sker i selve situationen. - NU handler du på det
Efterhånden som du har lært dig selv at reagere på eksempelvis grænser, der er blevet overskredet (også selv om det er med forsinkelse), vil du begynde at høste frugterne ved at gentage dine nye måder at handle på. Det åbner for, at du også kan handle i selve situationen. Nu opdager du, at det sker, og du handler med det samme. Du er i gang med at skabe nye spor, etablere nye mønstre, som skaber styrke, fordi du handler i overensstemmelse med dine inderste følelser. Du er ved at lære at være i verden på en ny måde. Der skal trænes. For du vil selvfølgelig stadig havne i de gamle mønstre. Det vigtige er, at nye erfaringer etablere nogle nye færdigheder, så du evner at gøre noget nyt og andet, end du plejer. Og det giver selvværd!
2 ting, der kan forbedre dit selvværd
Undersøg, hvorfor andres mening er så vigtig
Vær undersøgende overfor dig selv. Hvorfor stoler du mere på andres mening end på din egen, hvorfor er det svært, når andre er uenige med dig, hvorfor siger du ja, når du mener nej. Du skal finde ud af, hvad det er, du gør mod dig selv.
Anerkend det, du har
Stol på dit eget bidrag, det er dig, der definerer dig med alt, hvad du har. Accepter, hvad du kommer med af kvaliteter, fejl og mangler. Her er vi alle i samme båd. Du må gerne være her på lige fod med alle andre.
Kilde: psykiatrifonden.dk, psykologrikkepapsoe.dk, karenwichmann.dk, altompsykologi.dk