Fast sengetid dur. Også, når du er voksen

Manglende eller dårlig søvn påvirker humøret. Det ved både du og jeg. Men forskningen viser, at det også kan påvirke vores mentale velvære så meget, at vi bliver deprimerede, når vi ikke får den søvn, som vi har brug for. Derfor giver det sund mening at prioritere søvn på samme måde som kost og motion.

Når du sover, bliver tavlen (hjernen) vasket rent, og dagens mange indtryk bliver sorteret og placeret. Cellerne arbejder om natten, og der bliver ryddet op og gjort klar til en ny dag. Derfor er du også afhængig af en god nattesøvn. Her er nogle ideer til, hvordan du kan styrke dine ritualer og vaner, hvis du er en af dem, der kæmper. Og måske få en endnu bedre nattesøvn. Det virker for mig.


  • Find din optimale sengetid
    Det er vigtigt at gå i seng på det rigtige tidspunkt for at få den bedste søvn. Og det rigtige tidspunkt er ikke det samme for os allesammen. Vi har nogle søvnbølger. Måske kommer den første lige efter aftensmaden og betyder, at du nogle gange lander ret tungt i sofaen. Det kræver noget viljestyrke at stå imod her (læs mere længere nede). Måske rammer bølgen dig lige efter nyhederne senere på aftenen.
    Når du mærker, at du er ekstra træt. Jamen, så hop under dynen. Det er for de fleste af os 1-2 timer før midnat. Din krop kan hjælpe dig på vej og ringer dig op, når timmingen er rigtig for dig. Hvis du får en fast søvnrytme, så vil du typisk opleve, at du bliver friskere og får mere energi, end hvis du går i seng på forskellige tidspunkter.
  • Gå i seng på samme tid hver dag
    Når du har fundet den rigtige sengetid, så er det en god ide, at du går i seng samme tid hver aften. En fast sengetid hjælper kroppen til at sætte det indre ur, så du slipper for at ligge og vende og dreje dig, inden du falder i søvn. Kroppen vender sig til en fast sengetid og begynder automatisk at lukke ned, når uret rammer din sengetid. Smart.
  • Undgå at sove længe i weekenden
    Hvis du sover længe i weekenden, så skubber du samtidig din dags- og søvnrytme ud af balance, og kroppen får en oplevelse, der svarer til jetlag. Jo længere du sover, jo mere jetlag. Derfor er det faktisk en langt bedre ide, at du snupper en lur i løbet af dagen, hvis du er kommet væsentligt senere i seng end normalt.
  • Tag en smart lur
    Hvis du har sovet for lidt eller for dårligt, kan en lille lur gøre underværker. En forkert lur, der enten er for lang eller tages på et forkert tidspunkt, kan dog gøre mere skade end gavn. Det viser sig, at en lille lur på 15-20 minutter tidligt på eftermiddagen er det mest effektive.
  • Overvind sløvheden efter aftensmaden
    Når vi har spist efter en (hård) arbejdsdag, løst forskellige private opgaver, fikset noget aftensmad, sat en vask over og så videre, så er det naturligt, at vi bliver sløve. Det er imidlertid vigtigt ikke at give efter for sløvheden, men i stedet for at give den lidt modstand og holde sig vågen med små fysiske aktiviteter. Det kan være at vaske op, rydde op, gå en tur med hunden eller lignende. Hvis du giver efter for sløvheden og smider dig i sofaen, så kan du nemlig risikere at kæmpe med søvnløshed om natten i stedet for.

Kilde: www.helpguide.org