Mindre hovedpine, færre smerter i lænden og et boost til dit mentale velvære er nogle af gevinsterne ved bevidst at holde pauser i løbet af dagen. Især, hvis du bruger pauserne til noget, du godt kan lide.
Nogle gange kan vi have så travlt, at det lykkes at overbevise os selv om, at vi slet ikke har tid til at holde pauser … Men intet kunne være mere forkert. Du har ikke råd til at lade være. For pauserne kan i den grad gøre en forskel for kroppen, overskuddet og ikke mindst dit mentale velvære. De løsner op for kroppen, som jo ofte sidder i lidt fastfrosne arbejdsstillinger og åbner for, at muskler og væv iltes. Men pauserne er også mentale pusterum, der styrker dit psykiske helbred og forebygger, at du ikke brænder sammen.
Når du holder pause og giver hjernen lidt ro og måske ikke rigtig tænker på noget specifikt, så hitter hjernen selv på. Den bliver kreativ, og på den måde kommer du til at tænke ud af boksen og får gode ideer. Du mærker måske også, hvad du har brug for eller lyst til at gøre.
Man ved, at det ikke er så vigtigt, hvad du foretager dig, når du holder pause. Blot skal du gøre noget, du har lyst til at gøre. Og som du kan lide.
Små og store pauser er lige vigtige. Det handler først og fremmest om, at du prioriterer dine pusterum og aktivt vælger at skabe rum og plads til dig selv.
- Pauser i hverdagen Sæt dine pauser lidt i system. For eksempel ved at sætte dit ur til at ringe. Pauser hører ikke kun til om eftermiddagen, hvor du måske har det med at gå lidt i gulvet. Det har nemlig vist sig, at det gavner at holde pauser først på dagen, mens du stadig har god energi. Så undgår du at løbe helt tør for overskud sidst på eftermiddagen.
Det er ikke så afgørende, hvad du foretager dig i din pause. Hent noget at drikke, smut forbi en kollega, åbn vinduet eller ring til en, du holder af.
Det kan også være, at du har brug for at kravle lidt ind i dig selv. Så skal du gå lidt afsides, sætte dig ned og lukke dine øjne. Tag så 10 dybe vejrtrækninger. Og fokusér på det. Træk vejret ind, hold vejret og pust langsomt ud. Det grounder dig, hvis du føler dig lidt stresset. Og det kan samtidig fylde dig med ny energi.
- Pauser i løbet af ugen Disse pauser kan handle om, at du giver dig selv ekstra opmærksomhed og får fred fra stimulering og krav udefra. Mentalt velvære handler også om, at du lytter til dine behov og handler på dem. Så jo, du må gerne foretage dig ingenting i en halv time, hvis du har brug for det. Det vigtige er, at du tager dig selv alvorligt, hvis du har brug for at være sammen med dig.
Omvendt kan pauserne også handle om at ligge i ske med din elskede på sofaen. Bare fordi det er rart og lader dig op. Prøv eventuelt aktivt at sætte tid af til dig selv i din kalender. Måske opdager du, at det gør en forskel og legitimerer tiden med dig selv. - Længere pauser i løbet af året Det hedder også fridage, forlængede weekender og deciderede ferier. Tidspunkter, hvor du giver dig selv tid til at lukke helt ned og opdage, at du faktiske godt kan leve uden din mail, arbejdstelefon og projekterne indenfor og i haven udenfor. Nu lader du helt konkret op, sænker ambitionsniveauet og beslutter dig, hvad du ikke skal gøre.
Disse perioder er afgørende for, at du kan holde til et dagligt pres. I ferierne falder dit adrenalinniveau, og kroppen slapper af. Når kroppen slapper af, så er hjernen heller ikke på overarbejde. Den holder også fri og får ro.
Kilde: www.arbejdsmiljoviden.dk