Derfor gør det ondt at føle sig ensom

Vidste du, at ensomhed og isolation aktiverer hjernens smertecenter på samme måde som fysisk smerte? At disse områder rent evolutionært er vokset sammen – den fysiske smerte og følelsen af at være ekskluderet og udenfor. Derfor kan det reelt gøre ondt at være ensom, forladt eller isoleret. Vi har brug for at være linket sammen!

Vi er sociale væsner og kan ikke klare os alene – vi har i den grad brug for hinanden og for at føle os som en del af et fællesskab. Faktisk er afvisning (og følgende isolation) blandt en af de mest smertefulde menneskelige følelser, og måske har du selv oplevet, hvor smertefuldt det kan være at føle sig afvist, mødt med afsky eller ligefrem udstødt.

Vi overlever sammen

Det har været afgørende for vores overlevelsesevne som art at tilhøre en gruppe, og derfor giver det mening, at der biologisk synes at være en funktion, der får afvisning til at føles som fysisk smerte. Sorg over adskillelse og glæde ved at være knyttet sammen vidner om den magt, der ligger i at være forbundet. Vi har som mennesker helt grundlæggende behov for at høre til og føle os forbundet med andre, være i et fællesskab og have en stamme. Måske er det årsagen til, at ensomhed på den store klinge kan føre til depression, hjælpeløshed, afmagt og meningsløshed.

Ensomhed kan både være forbigående og langvarig

Ensomhed kan være kortvarig og opstå på grund af den situation, du befinder dig i her og nu. Måske er du hægtet af arbejdsmarkedet, har mistet din partner eller andre personer, som du er tæt på. Det kan også være, at du rent socialt mangler nærhed og kontakt og savner en omgangskreds. På den måde kan ensomheden være forbigående, fordi du på en eller anden måde får løst det mere konkrete i din livssituation, som har affødt ensomhedsfølelsen. Her kan det sammenlignes med, at du føler dig stresset i en periode og må gøre noget aktivt for at slippe ud af din stress. Hvis du vil vide mere om stress, kan du læse her.

Men du kan også kæmpe med en langvarig og måske endda eksistentiel ensomhed og har måske følt dig isoleret og udenfor gennem flere år. Nogle af os er kommet ensomt fra start og vokset op med emotionelt umodne forældre, som selv har kæmpet med komplicerede og overvældende følelser. Det kan betyde, at du er blevet overladt til dig selv rent følelsesmæssigt og har manglet nogle nærværende voksne til at regulere dig i svære situationer. På den måde kan ensomhed også have sine rødder i mere komplekse problemer og livsforløb og hænge sammen med din opvækst.

Hvad stiller du op med din ensomhed?

Løsningen er både enkel og svær. Du må række ud efter hjælp, så du kan tjekke ind i nogle sammenhænge igen, blive forbundet med andre mennesker og finde din plads i verden. Ofte har vi mange flere ligestillede, end vi selv regner med. Stikker din ensomhed dybere end som så, kan det måske være en ide at søge hjælp hos en professionel psykoterapeut eller psykolog. Du kan læse om forskellen på en psykoterapeut og en psykolog her.

Hvis du bliver bevidst om din historie og de spor, den har sat og lærer at forstå din smerte, og hvor den kommer fra, bliver det typisk nemmere at være med din ensomhed og handle på den.


Ifølge amerikanske forskere på Purdue University kan det at blive udstødt forårsage smerter, der ofte er dybere og står på i længere tid end smerter affødt af en fysisk skade. Bare uden at efterlade synlige spor, ar eller blå mærker. Smerterne aktiverer samme steder i hjernen. Blandt andet det orbitofrontale cortex som formentlig både er vigtig for selve smerteoplevelsen og for vores følelsesliv. 


Kilde: https://www.amenclinics.com, http://www.neuroaffect.dk , https://www.psykiatrifonden.dk